En spændende, men vist ikke så overraskende, artikel fra CNN fortæller om brugen af nettet til private formål på arbejdspladsen.
“Installing filters to block access to Web sites and e-mail services could backfire by reducing job satisfaction and thus productivity, researchers wrote.”
Mit indtryk er ikke, at det er særligt udbredt i Danmark, hvor tillid endnu står over kontrol… måske endnu en grund til, at vi er så forbandet effektive her til lands.
Ret interessant er det dog, når man, som jeg, er gået fra mange års selvstændighed til lønmodtager i stor organisation: Hvordan kan man sårn nogenlunde holde fast i noget af den frihed, der var en af de vigtigste præmisser i ens hidtige arbejdssituation?
Det er nok ikke bare begrænset til om, hvorvidt man lige kan surfe ens private sider eller skrive en privat mail i arbejdstiden – det handler lige så meget om, at kunne få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Javel, man har jo solgt ca. 8 timer om dagen til chefen, men disse falder for os “vidensarbejde” ikke nødvendigvis som en kronologisk sammenhængende periode – det er jo ikke en pølsefabrik!
I dag arbejder man praktisk talt altid! Hjemmefra kan man lige tjekke mails, dokumenter og meget andet fra arbejdet, og mobilen kan man dårligt få sig selv til at slukke – om man så bruger 5 minutter på arbejdet til at få styr på sine sager i løbet af de lyse timer kan vel ikke få læsset til at vælte?
Snarere tværtimod, for forestiller man sig en situation, hvor det er nødvendigt at følge en privat sag tæt (fx. en bankforretning eller børnenes skolegang), så kan en hurtig indsats fra “fabrikken” give ro på bagsmækken, og gi’ den ro i sjælen som gør en mere effektiv.
På vores breddegrader har de kloge hoveder i toppen af organisationerne nok tænkt, at det er væsentligt billigere, at lade medarbejderne styre deres arbejdsdag selv, end at investere i tonsvis af kontrolforanstaltninger, der mest af alt gør folk utilfredse og ineffektive.