Der er langt imellem indlæggene og det har været sådan længe. Selvom jeg holder af at skrive, så bliver det meste tekstarbejde holdt på arbejdet og alle andre steder end i lang form som blogindlæg vel er – og for det meste som flygtige kommentarer, enpassant, som chat-skriv og “sh*tposts” på sociale medier.
Hvorfor skrive i første omgang?
Jeg har altid været glad for at skrive – uagtet om det var noget teknisk dokumentation, en ansøgning, listig email eller lange indlæg til en ellers hensygnende blog. Nåja, og i et tidligere liv fyldt med foreningsblade, skrivekurser og arrangementsengagementer som kommunikationsperson længe før verden fik sociale medier, clickbait og lagde resten i story.
God kommunikation har stadig en særlig plads i bevidstheden, og skriftlig formidling især. Ikke fordi jeg er nogen ørn overhovedet, men det er en vist bundniveau kommer aldrig skidt tilbage, og skal man holde sig hårsbredder over “godt nok” så kræver det vedligeholdelse og stadig træning. Om det er sprog eller sport, så gælder “use it or lose it” – din skrivemuskel skal udsættes for belastning for at forblive stærk og du behøver ikke engang at få sved på panden (omend det ikke kan undgåes helt).
Når jeg skriver, så er det altså for hyggens og træningens – og for at få forvandlet tanker til tegn til tekster. En udrensning af sindets spindelvæv for at slippe for 117 ture rundt om samme funderinger, hvor disse kan holdes i strakt arm fra livet, undersøges, vurderes og deles, for siden at havne i den digitale skraldespand eller på harddiske til evig tid. Kartesis for hjernekassen og når man så har afskrevet tankerne bliver der plads til nye.
Hvorfor gøre det bedre end de professionelle?
Jeg gør det ikke bedre, hurtigere eller mere end de professionelle, som fylder deres dag med at skrive tekster. Det er et rent hobbyforetagende, et middel til et mål og en måde at opnå andre opgaver – skrivningen bliver vejen men ikke opgaven i sig selv. Der er ved gud heller ikke brug for flere meninger, analyster, holdninger og andre halvbagte udgydelser til at fylde internettet, æteren og for efterhånden få af dems tilfælde papiret til omnibusudgivelserne.
Når det så er nævnt, så er der på den anden side heller ingen grund til at blot erkende sin begrænsninger og holde sin til sin snævre skare, finde et format eller rammeværktøj og så ellers lade ordene falde som de nu falder – ikke mere men så sandelig heller ikke mindre. For et tyve års penge siden taltes der højtidligt om borgerjournalistik, demokratisk inddragelse af andre slags formidlere og at mediernes ledvogtere var ovre. På nettet kan alle udgive … ja, alt!
Historien siden har ikke just været et opløftende studie i inddragelse og udgivelse med udgangspunkt i almindelige mennesker med almindelige tilgange. Måske var (og er?) et vist niveau af professionalisering ikke af det onde, når det kommer til at kommunikere? Ikke mindst når emnerne er både komplexe og af afgørende karakter for større grupper af mennesker – det være sig nyhedsstof, indsigter og forklaringer på hvordan eller hvorfor ting er som de er. Vi får (mindre og mindre?) af vores opfattelse af omverdnen fra tekster vi læser.
Hvorfor ikke bare lade være?
Måske er den logiske konsekvens således at lade være med at gå dem i bedene. Der skal altså mere end bare en god portion glad entusiasme til at snedkerere en fyldestgørende, forklarende og helst fyndig tekst, der med lige det rette antal ord, sætninger, afsnit og inddelinger fastholder læseren og ikke slipper før tingenes rette sammenhæng står klart. Der er tricks, det er en kunst og kræver tid, koncentration og fokus. At skrive og publicere er ikke for alle!
Man kan risikere så meget, når man deler sine tanker: De kan være dårlige, ikke helt færdigtænkte, dårligt formuleret eller slet og ret bare intime og muligvis ikke anvendelige for nogen anden. Måske har andre haft samme tanker før og forklaret dem meget bedre og man står tilbage med bukserne om anklerne (i overført forstand, naturligvis).
Når man så først har været alle fortrydelserne igennem og rent faktisk trykker på “Publicér”-knappen, så skal man måske stå på mål for sine meninger, forklare de utydelige dele, redigere det upassende, vende tilbage med opfølgning og hvad der ellers følger af tyngende og tidskrævende arbejde. Det var jo ikke meningen – det skulle bare være lidt sjov i fritiden. Lidt jongleren med ordene og helt uafladeligt fik man sneget en holdning ind hist og her, som ikke var delt vidt og bredt.
Men måske det modsatte skete? Måske nogen læste noget og fik oplevelsen af, at andre delte samme tanker. Måske alle de der professionelle i al deres professionalitet ikke fik alle nuancerne med og måske der fandtes nogen, der kunne finde sammen om andre aspekter, udvikle dem og finde på helt nye idéer? Måske er det derfor det bare ikke er en mulighed at lade være!
Hvorfor så fortsætte med at læse?
Jeg skriver fordi det er en ren fornøjelse. Lege med ordene og sætte tanker sammen på en anden måde end når de bliver talt. Det er sikkert hverken kønt eller talentfuldt, men her er ingen tvang andet end mig selv og mine tvangstanker og -skriverier. Jeg har skrevet for et publikum i over 30 år og selvom blogformatet idag har helt andre konnotationer end da det startede omkring år 2000, så passer det mig rigtigt godt. Sociale medier er en svøbe, og at være i fuld kontrol over sin egen platform er konge.
Det er mange år siden jeg skrev fast på denne blog og jeg har savnet det så meget! Det er små og store historier, betragtninger fra andre vinkler eller blot lidt teknisk causeri eller en vejledning for de få indviede – altsammen skal være her, og måske smider jeg noget ud på de kanaler, jeg trods alt har på de forkætrerede SoMe-systemer.
I flere år har det været en vaklen: “Skal jeg virkelig skrive her, så skal det osse være rigtigt godt og med illustrationer og afsnit og fotos og links og syndikering og blablabla” og så skete der rent ud sagt ikke en skid. Nok en halvtreds halvfærdige indlæg ligger i kø inde i blogsystemet med noter, halvfærdige indgangssætninger og et helt hav af gode intentioner… altså, det der vejen til helvede er brolagt med.
Nu bliver det anderledes! Alt kan ske og alt skal osse ske – hellere 10 halvdårlige indlæg end 1 der ikke bliver skrevet færdigt og derfor ikke udgivet. Med tiden kan jeg hæve kvaliteten, men hensigt gør det ikke – kun publicerede indlæg gør.
Jeg vover pelsen og deler nogle personlige ting her. Fordi jeg vil skrive (igen), og blive bedre til det. Fordi jeg ikke kan lade være, da skrivningen altid har været en glæde og fornøjelse. Fordi jeg tror på mine historier. De er gode og kan måske glæde eller bare interessere andre.
Og fordi at når dette indlæg bliver udgivet har jeg fuldført endnu en tur rundt om solen, livets skrøbelighed bliver kun mere tydelig og så kan det sgu være lige meget – nu gør jeg det. Tillykke til mig med de 46 år.