I et afgrænset område af den store skov levede 51 rotter og 49 egern. Igennem mange år havde der hersket et rimeligt forhold mellem dem. De flittige egern samlede nødder, og afleverede halvdelen til rotterne, der til gengæld sørgede for, at deres egne unger blev passet af kaninerne.
En skønne dag opdagede et par af de bedre begavede rotter i midlertid, at en del af de flittige egern havde samlet forråd til vinteren, til trods for at de hidtil havde afleveret halvdelen af de indsamlede nødder til rotterne. Tableau, nyt møde i skoven, og med 51 stemmer mod 49 blev det vedtaget, at de flittigste egern fremover skulle aflevere 3/4 af deres indsamlede nødder til rotterne. Dette blev hovedsageligt begrundet med, at rotterne nu var så travlt beskæftiget med at kontrollere den generelle nøddeindsamling, at de ikke havde tid til at finde føde. For en sikkerheds skyld indførte man også den regel, at ethvert egern skulle aflevere en nød for hver gang den hoppede fra gren til gren, en såkaldt transportafgift.
I midlertid var man ikke helt sikker på, at de flittige egern ydede tilstrækkeligt til den samlede rottehusholdning, og man indførte derfor yderligere den regel, at et egerns bopæl skulle belastes med 7.5 nød i årlig afgift. -Rotterne kunne klare den med 2.5 nød. De samlede udgifter medførte nu, at få egern var i stand til at opfylde deres årlige forpligtelser, og resultatet var da også at adskillige af de flittigste fortrak til andre områder i skoven, hvor der herskede mere humane tilstande.
Men nu viste rotterne tænder: Den slags udflytninger godtager man ikke i en rotterede. Nyt møde hasteindkaldes, og med 51 stemmer mod nogle få stavnsbinder man de sidste egern, til de falder døde ned fra træerne.
Men rotterne trives endnu. Et kort stykke tid.
(Forfatter ukendt, men helt sikkert skatteyder i Danmark)