En interessant oprulning af historien bag “fredens religion” – ikke mindst et uortodokst (!) syn på korstogene og deres baggrund – bliver givet i et debatindlæg. Det er nuanceret, med et glimt i øjet og kan tjene til at få justeret sit kompas!

Debat på religion.dk: Islam bliver misbrugt

HVEM MISBRUGER ISLAM?

Det er teoretisk muligt, at islam er blevet og bliver misbrugt til at begå vold og terror globalt mod de vantro, men spørgsmålet er, hvem der misbruger islam og hvordan de kan slippe godt fra det uden at de angiveligt hundredvis millioner af fredelige muslimer protesterer vildt og voldsomt mod misbruget hver evige eneste dag herfra til Islamabad?

HVORNÅR BEGYNDTE MISBRUGET AF ISLAM?

Hvis vi ser bort fra de arabiske religionskrige og klanfejder som endte med at gøre islam til eneste lovlige religion på den Arabiske Halvø, og de voldelige overgreb og massakrer der fandt sted mod primært jødiske samfund i området i begyndelsen af det syvende århundrede, så begyndte misbruget af islam med det uprovokerede angreb mod den kristne grænseby Mutah år 628, altså fire år før islams profet Muhammads død. Misbruget begyndte altså, set fra den europæiske civilisations synspunkt, for præcis 1.380 år siden.

Mutah ligger i vore dages Jordan syd for Dødehavet, men dengang var byen den yderste forpost i det Østromerske (Byzantiske) Rige, der strakte sig langs Nordafrikas Kyst og Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) samt Balkan med hovedstad i Konstantinopel (det nuværende Istanbul) på den europæiske side af Bosperus strædet, der adskiller Europa fra Lilleasien.

Hvorfor angreb islams hellige krige lige netop Mutah kan man spørge? Svaret er enkelt. Mutah var dengang berømt for produktion af meget skarpe sværd, kaldet “Mashrafuja sværd” og dem havde muslimerne god brug for til deres imperialistiske ekspansion. Sværdene blev således 80 år senere anvendt til at skære sig vej ind i den Iberiske Halvø efter landgangen ved Gibraltar år 711. År 827 indledte muslimerne erobringen af Sicilien.

I dette allerførste slag, som i første omgang mislykkedes for muslimerne, blev Zeid, profetens sorte adopterede søn, som ledede de muslimske styrker dræbt.

Umiddelbart før sin død i 632 beordrede profeten Zaids sorte søn, Usama, hvis mor var en tidligere ætiopisk sort slave, til at lede et felttog nordpå for “at slå de kristne hunde som havde dræbt hans fader” . To uger efter profetens død adlød Usama profetens sidste militære befaling og indledte angrebet på de vantro barbarer i “Krigens Hus” mod nord.

Det var sådan “misbruget af islam” begyndte og det fortsatte med hellig krig for Allah med kurs mod de kristne lande og Europa for at lægge dem ind under islams myndighedsområde, indtil de kristne gik til modangreb og fik standset islamiseringen af deres lande.

Først i slaget ved Poitiers ved Tours i Sydfrankrig år 732 led en plyndringsekspedition af hellige krige et afgørende nederlag, der blev et vendepunkt, for denne Vestlige jihad. Kristenheden kunne således notere sig den første afgørende sejr mod islams hellige krigere præcis 100 år efter profeten Muhammads død. Den muslimske besættelse af store dele af Spanien varede dog næsten 800 år, Portugal næsten 600 år, indtil den sidste muslimske enklave i Granada overgav sig år 1492.

Forinden havde Allahs hellige krigere erobret størstedelen af det Østromerske Rige herunder kristendommens helligste by Jerusalem med Kristi fødselskirke og de andre hellige steder hvor Jesus vandrede på de støvede landeveje og forkyndte sit kærlige budskab om frelse. Samtidig nedkæmpede man Perserriget og nåede omkring 710 frem til Aralsøen og den vestlige bred af Det Kaspiske hav.

Områdets jøder og kristne blev gjort til dhimmier, anden klasses borgere under islams jurisdiktion på niveau med den status som de tyske jøder havde efter vedtagelsen af de racistiske Nürnberglove i 1935.

I mellemtiden havde den østlige tyrkiske jihad erobret det meste af det Østromerske rige og var nået frem til hovedstaden Konstantonopel som de, uden held, belejrede år 668.

I denne summariske fremstilling af den brutale og skånselsløse krigeriske imperialistiske erobringspolitik og islamisering af de vantros lande vil jeg koncentrere fremstillingen om Europa og blot nævne, at islams hellige krigere i det nordvestlige Indien nedslagtede mindst 20 millioner hinduer og buddhister før man implementerede en dhimmistatus analog med den der var gældende for kristne og jøder, fordi det bedre kunne betale sig at brandbeskatte dhimmierne frem for at slå dem ihjel.

Først i 1453 lykkedes det de hellige osmanniske krigere at erobre Konstantinopel og de iværksatte et frygteligt blodbad på byens indbyggere.

Grunden til denne forsinkelse må tilskrives Korstogene, en hellig legitim kristen forsvarskrig med det mål at tilbageerobre det Hellige Land og komme den byzantiske Kejser til undsætning. Der var tale om en tilbageerobringskrig som blev iværksat med 400 år forsinkelse mellem 1096 og 1270, med ialt otte korstog.

På det tidspunkt korstogene blev iværksat under pavens autoritet, havde muslimerne allerede erobret, besat og islamiseret store dele af Europa.

Bedømt militærstrategisk var den væsentligste betydning af korstogene, som ikke kunne fastholde de første erobringer og derfor ikke nåede deres strategiske mål, at de bandt muslimske hærstyker og derved tog kraften ud af både den vestlige og østlige jihad. Uden korstogene er det muligt at hele Europa var faldet for den islamiske aggression.

For også at sætte islams jihadiske erobringstogter mod Europa ind i et moderne islamisk perspektiv, citeres nedenfor en vurdering foretaget af Malaysias (“moderate”) premierminister Dr Mahathir Muhammad i hans åbningstale ved OICs topmøde i oktober 2003:

“… Halvejs inde i opbygningen af den storslåede islamiske civilisation dukkede nye fortolkninger af islam op som lærte, at stræben efter viden for muslimer alene betød studiet af islamisk teologi. Studiet af videnskab, medicin etc. så man bort fra.

Intellektuelt begyndte muslimerne at gå tilbage. Med den intellektuelle tilbagegang begyndte den storslåede muslimske civilisation at tøve og gå i opløsning. Havde det ikke været for de osmanniske krigere, ville den muslimske civilisation være forsvundet med Granadas fald i 1492 (Min udhævning). …”

I talen nævner premierministeren overhovedet ikke de kristne Korstog med så meget som eet ord, og realistisk bedømt udgjorde de aldrig en alvorlig trussel for de islamiske erobringer i området. Deres væsentligste funktion var at samle de kristne til fælles aktion og front mod jihadisterne og forsinke erobringen og islamiseringen af Europa.

Den østlige osmanniske jihad brød endeligt sammen foran Wiens porte i 1683 – Wiens anden muslimske belejring – da en kristen rytterhær under ledelse af den polske konge Jan Sobieski med sine husarer stormede ned fra bakkerne mod den osmanniske belejringshærs lejr i et komplet overrumplingsangreb. den osmanniske belejringshær på 200.000 mand blev nedslagtet og resten tog flugten anført af Storvisiren der stod i spidsen for det jihadiske erobringsforsøg.

Hermed var tilbagerulningen af islams hellige krigere indledt og Sultanen i Konstantinopel, som nu hed Istanbul, blev af modstanderne i Den Kristne Liga tvunget til en fredslutning i 1699 som indebar afståelse af store landområder på Balkan.

Denne tilbageruldning af de osmanniske jihadister tog dog mere end to hundrede år og var først endeligt afsluttet ved første verdenskrigs afslutning i 1918, der førte til Osmannerrigets sammenbrud i 1923 med etableringen af Kemal Atatürks sekulære tyrkiske Republik.

I de sidste år af osmannerrigets desperate dødskamp begik tyrkerne krigsforbrydelser og genocide mod blandt andre de kristne armenere som påkaldte sig omverdenens skarpe fordømmelse. Første gang i verdenshistorien hvor udtrykket “forbrydelse mod menneskeheden” anvendes er netop over for det Osamnniske Rige.

I en fælleserklæring dateret 18. maj 1915 underskrevet af Frankrig, England og Rusland udløst af folkedrabet på armenerne, betegnes denne handling som “endnu en af Tyrkiets forbrydelser mod menneskeheden og civilisationen.”

Dermed ophørte misbruget af islam, for islam havde mistet styrken til at fortsætte sin traditionelle jihad og holdt derfor lav profil i tiden mellem de to verdenskrige. Altså lige bortset fra det varme venskab og nære samarbejde der var mellem Stormuftien af Jerusalem (terroristen Arafats farborder) som under det meste af anden verdenskrig var Hitlers gæst i Berlin. Af en eller anden grund må Stormuftien have misforstået islams fredelige lære, for han bistod nazisterne med deres jødeudryddelse med formeringen af en muslimsk SS-division på Balkan, mod at nazisterne hjælp ham med en plan om at begå folkedrab på jøderne i Palæstina, ved at forgifte brønde og drikkevandsforsyningen.
Nazisterne var jo ret gode, til det der med gift!

Og kort efter anden verdenskrigs afslutning er Allahs hellige krigere atter på fremmarch mod de vantro. I Kashmir i Indien og i Israel hvor områdets fredelige arabere (fra 1967 kaldet Palæstinensere) er så betænksomme at flygte så de fem arabiske hære der angriber Israel dagen efter dets selvstændighed i ro og mag kan nedslagte jøderne og atter bringe disse oprørske dhimmier under islams kontrol og myndighed.

Den moderne Jihad kom først rigtigt igang med OPECs olie-jihad (olieboycot) i 1973, hvor EF straks faldt til patten og omlagde sin udenrigspolitik i pro arabisk anti israelsk, anti amerikansk retning, og med den islamiske revolusion og mullaernes magtovertagelse af Iran i 1979 øjnede verdens muslimer igen morgenluft og der stod atter jihad på programmet.

Resten af misbruget af islams fredelige lære kender de fleste personligt på egen krop i form af EF/EUs politik, der tillod muslimerne at erobre det de ikke kunne gennem klassisk jihad ved hjælp af demografisk erobring af Europa og etablering af brohoveder i form af parallelsamfund som, med truslerne fra den globale umma i ryggen, krævede hensyntagen til islam og sharia, hvorefter de fortsatte den islamisering som var gået i stå med osmannernes nederlag foran Wiens porte i 1683. Men nu under beskyttelse af den Europæiske Union der forbød kritik af islams lære ved at gøre frygt for islam (islamofobi) til en forbrydelse på linie med racisme.

Så det er et godt spørgsmål hvem der har misbrugt islam i 1.380 år og fortsat slipper godt fra at gøre det det uden at de fredelige muslimer vi hører så meget om griber ind og sætter bagmændede fra bestillingen så vi måske for første gang i historien får et glimt af et fredeligt islam.

Måske skulle de fredelige europæiske befolkninger hjælpe de stakkels forvirrede muslimer med at gøre islam til den fredens og tolerancens religion den selv og EU hævder at den er?

Ville det ikke være udtryk for ægte humanisme og kristen næstekærlighed?

Hilsen

Kabbalis

Leave a comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.